onsdag den 8. oktober 2014

1. Om at bage/kokkerere vegansk ♥ GUIDE TIL ÆGGEERSTATNING ♥



Dette er det første indlæg i min serie om veganske erstatninger til brug i køkkenet :)

I starten kan det måske lyde som en umulig opgave at bage spændende lækkerier uden brug af mælk, æg, fløde og gelatine. Det er dog nemt nok - nemmere endda - når man lige kender til de små fifs og erstatninger som indgår i al bageriet. Når man går væk fra bagning med animalske produkter er det f.eks. slut med alt griseriet og salmonella-skrækken i køkkenet, men det er ikke engang det bedste;

Det bedste er nemlig, at man må smage på blandingen og slikke skåle lige så tosset som man vil ! 


Om at erstatte æg: 



Der findes mange gode alternativer til æg, dog er det lidt forskelligt hvilke erstatninger der egner sig bedst til de formål der ellers skulle være tiltænkt ægget. 

Hvis du skal bruge 1 enkelt æg: 

  •  Hvis du skal lave en kage efter en opskrift hvor der ellers var  ét enkelt æg i, kan ægget normalt udelades uden det har de store konsekvenser. 
  • Hvis du skal bruge et enkelt æg i en kagen, kan det også nemt og hurtigt erstattes af en most banan. 
  • Hørfrø erstatning til et enkelt æg: blend en spiseske hørfrø og tilsæt herefter tre spiseskeer vand. Rør det sammen og put i dejen. 
Hvis du skal bruge flere æg:
  • "Æg" ud af hørfrø: Du kan lave æg-erstatning ud af hørfrøskum. Hørfrøskum, også kaldet hørfrølim, laves ved at koge 50 g hørfrø i 5 dl vand. Efter en 4-5 minutter skulle skummet gerne have samlet sig. Du sigter nu de kogte hørfrø fra og lader den tilbagestående masse køle af -  og voilá ! du har nu masser af hørfrøskum, der sagtens kan holde sig en uge i køleskab. Til ét æg bruges der ca. mellem 2-4 spiseskefulde hørfrøskum (alt efter hvad du laver). Massen minder lidt om æggehvide og kan bruges til mange ting - det giver luftigt bagværk og binder godt - det kan også bruges til f.eks. at binde grøntsagsdeller sammen. 
Kala namak - til hvis du blot skal bruge smagen af æg:

Kala namak er en indisk salt som smager fuldstændigt som æg, da det ligesom æg indeholder svovl. Man kan faktisk slet ikke forestille sig hvor tæt det kommer på æg i lugt og smag før man prøver det! :) 

Kala namak kaldes også for sort salt, men pas på når du leder efter det (eller spørger efter det) - det er nemlig nemt at få forvekslet med sort himalaya salt eller sort dekorationssalt. 

Det kan blandt andet købes HER og HER 


Færdige æggeerstatninger: 

Man kan få en hel masse forskellige færdigprodukter som kan alle de samme ting som æg kan. 
Desværre kan sådanne produkter godt være svære at opstøve i Danmark, men du kan prøve at forhøre dig i din lokale helsekost om det måske var noget de har lyst til at føre (hvis de ikke allerede gør det).

Alternativt kan du købe produkterne online. Der skal nævnes at der er et helt hav af lignende produkter til æggeerstatninger online, så det er bare med sætte Google på arbejde. Her har jeg valgt at nævne de par stykker jeg selv har haft mulighed for at prøve.
Lånt fra thevegg.com

The Vegg er et helt fantastisk og vidunderligt produkt som smager præcis som æggeblomme! Det kan bruges "rå" og drysses over din mad eller bruges som dip. Det kan også røres i dip og pålæg eller bruges til til at binde bøffer, kage, tærte m. m. sammen. 

Lånt fra orgran.com

NO EGG kan bruges til alt det som du ellers ville have brugt æg til, dog er det ikke et produkt der egner sig til spisning "i sig selv" som f.eks. The Vegg. 

  • MyEy Æggeerstatning, æggehvide og æggeblomme
Lånt fra alles-vegetarisch.de


MyEy laver tre forskellige produkter med hver sin funktion: en æggehvide, en æggeerstatning og en æggeblomme. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar