tirsdag den 25. november 2014

❤ INSPIRATION TIL MORGENMADEN ❤

I stil med mit tidligere indlæg om inspiration til pålæg og middagsmaden, tænkte jeg at det kunne være fedt at lave et inspirationsindlæg til morgenmaden også. Både til når det skal gå hurtigt og stærkt og til de langsomme hyggemorgener :)



HURTIGT + NEMT


Det meste brød er lavet uden æg, mælk o.lign. og derfor også vegansk. Tjek brødhylderne i dit supermarked, for ofte er der et hav af lækre brød som du kan putte i kurven. Spørg også gerne din lokale bager eller hør købmanden om de nybagte brød ved kassen. Hos min købmand er bl.a. gulerodsbrødet, rundstykkerne og skagensbrødet vegansk.

Pålægsidéer til brød:

  • mørk pålægschokolade
  • syltetøj
  • nuttolene
  • nutana plantemargarine
  • grønt, f.eks. en mad med spinat, tomat og karse
  • avocadostykker, moset avocado eller guacamole
  • hummus/linsespread/bønnespread (kræver dog lidt tilberedelse, men så er der til resten af ugen)
  • færdig-hummus fra supermarkedet
  • tartex/streich pålæg
  • mayo, dressing og tzatziki
  • rester af bulgurssalat, quinoasalat eller couscoussalat
  • hvidløgs/kryddersmør (nutana plantemargarine rørt med friske krydderurter, havsalt og evt. hvidløg)
  • bruschetta (lav en stor omgang tomatblanding, så der er til flere dage og lad det stå klat i køleskabet)
  • Ost og pålæg fra veganske webshoppe i Tyskland: Veganz & alles-vegetarisch
  • Peanut butter (evt. med bananstykker eller syltetøj)


Andre idéer til en hurtig og nem morgenmad:

  • Hjemmelavede smoothies
  • "Hjemmebragte" smoothies fra supermarkedet, f.eks. af mærkerne froosh og innocent
  • frugter
  • Grøntsagsstænger, eventuelt med dip som hummus, tzatziki, guacamole, mayo etc.
  • Rester af salat/pastasalat fra dagen før
  • Croissanter: netto, føtex, Superbest og et par af de andre supermarkeder fører croissanter som er veganske. Du kan finde dem på køl i en lille paprulle/"dåse" med 6 stk. i. Rul dejen ud, put fyld i (f.eks. syltetøj, agavesirup, en smule margarine, lidt mørk chokolade), rul croissanterne sammen, pensl dem med lidt plantemargarine og stik dem i ovnen i 8-10 min. Bum - så er der drønlækker forkælelse på travle morgener.
  • Alpro yoghurt: Alpro har både yoghurt i kartoner i varianterne neutral og blåbær, og i små bægre med forskellige smage; f.eks. hindbær/jordbær, citrusfrugter m. m.
  • Müsli og andre morgenmadsprodukter: nogle af morgensmadprodukterne der kan købes i supermarkedet og overhældes med mælk er veganske. Tilføj blot plantemælk i stedet for køers modermælk. Dog er disse produkter ofte ikke særlig sunde og propfyldte med sukker.
  • Havregryn m. plantemælk 
  • Havregrød (knap så hurtigt, men synes den passer godt som hverdags-morgenmad)
  • Pizzasnegle og kanelsnegle (kræver lidt forberedelse, men kan laves i store portioner og fryses ned) Dog er det nok ikke noget man bør spise hver morgen ;) 


WEEKEND-FORKÆLELSE & BRUNCH


Ovnbagte linsedeller, tofuscramble på brød, halvbagte tomater m. hvidløg og "bacon"stykker
Endnu en version af en tofuscramble

Jeg elsker langsomme weekendmorgener hvor man har lov til at sidde i køkkenet hele formiddagen og hygge med lækker mad, mærke roen og stilheden og bare vide at man har hele dagen foran sig. Derfor har jeg her samlet nogen af mine yndlings-morgenretter til at give den perfekte start på dagen.

  • Tofuscramble: min absolut yndlingsmorgenmad! :) Pres vandet ud af tofuen og smuldr den på panden sammen med grøntsager. Steg og krydr godt, og put på lunt og lækkert brød. Hvis du gerne vil have en autentisk æggesmag, så prøv kala namak salt - det er salt der smager fuldstændigt som æg! Det kan købes på nettet i DK på http://veganandsnacks.dk eller i de tyske onlinebutikker Veganz og alles-vegetarisch

  • Engelsk brunchtallerken: Ristet toast m. baked beans, vegge-pølser, ovnbagte tomater og kartoffel rösti. Vegge-pølser kan købes i DK på bl.a. vegetarbutikken.dk eller i de ovennævnte webshops fra Tyskland. Du kan også stege noget nuttolene som alternativ til pølserne (nutana nuttolene kan fås på dåse i de fleste supermarkeder. Spørg din lokale købmand efter det, hvis de ikke har det på nuværende tidspunkt). Erstatninger for bacon kan også købes på de ovenstående links. Du kan også lave "bacon" ud af tofu: google facon eller vegansk bacon på din pc :) 

  • American style brunch: Pandekager eller vafler med agavesirup/syltetøj. Tofuscramble, bacon og pølser passer også godt ind her. Supplér gerne med frisk frugt. 

  • Morgenmaden smager selvfølgelig bedst med friskbrygget kaffe, friskpresset juice, te osv. men intet slår (i min mening, i hvert fald) en gang iskold citrusvand. Stil en kande med citron- og limeskiver i køleskabet aftenen før det skal bruges. Tag det ud næste morgen og oplev et spark af energi som du (måske?) aldrig har følt mage til ! :) Det sparker virkelig kroppen i gang og tilføjer hurtigt energi til din søvnige krop. I øvrigt er det også en langt mere effektiv og sundere opkvikker i forhold til morgenkaffen. 

Synes du jeg mangler noget på min liste, er du meget velkommen til at smide mig en kommentar :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar